Ord til læreren

Lær at tegne med Margareta Erichsen 

Mange børn, unge og voksne udtrykker, at de ikke kan tegne. Ofte hænger det sammen med, at der generelt lægges mest fokus på slutproduktet. Tegningen skal helst blive til et kunstværk. Langt mere må fokus være på processen og dermed på det, at øve sig i at tegne, som ikke er anderledes end når man lærer at tage en note eller lave et diagram. 

At kunne tegne handler mest om koncentration og fordybelse. Man lærer i tegneprocessen at fokusere på objektet, at være tilstede lige her og nu. Det at tegne er et godt redskab til at blive bedre til at samle sine tanker om det væsentlige og til at se og forstå den omverden man lever i. I sidste konsekvens bliver man bedre til at lære nyt. 

Det kan være en god ide, at have kendskab til teknikker og værktøjer for at få tilgang til det at tegne som et dagligt redskab. Vi har i vores materiale derfor lagt vægt på, at starte fra bunden. Materialet kan derfor bruges selvstændigt og kan også formidles af lærere uden egen tegneerfaring. Da Margareta Erichsen ofte havde bygninger som motiv, har det været oplagt, at materialet især handler om at lære perspektivtegning. Det er noget, som eleverne også møder i matematikundervisningen og de derfor kender til på forhånd. 

Samtidig fortæller materialet om en kvindelig grænselandskunstner og åbner dørene til flere spændende universer. Det er vores intention, at det kan bruges tværfagligt og emnerelateret. 

Det er oplagt at bruge materialet i sammenhæng med et lejrskoleophold i Sydslesvig eller på en udflugt til Ejdersted, men det kan også bruges, lige der, hvor man nu er til daglig. Vi håber at både skoler og enkeltpersoner i Danmark og Sydslesvig vil få glæde af materialet.